Konklusioner
Viljen til samfund
Med en kort undersøgelse af et stort emne tilskyndes man til at være forsigtig i sine konklusioner. Vi vil derfor alene antyde et par af dem, som undersøgelsen især peger på.
Vigtigst af alt lægger undersøgelsen op til den blotte konstatering af, at danskere føler sig trygge – hvis vel at mærke det udsnit, som vi har talt med, repræsenterer danskere i bred almindelighed. Og det er der gode grunde til at mene, at de gør.
En grundstemning af tryghed
Vi har bedt folk fortælle os om tryghed frem for utryghed, og ved at tematisere samtalerne og vandringerne således, ja, så taler folk primært om tryghed og trygge steder. Imidlertid er vi overbeviste om, at den selvfølgelighed, hvormed vores informanter generelt talte om tryghed og om områder i deres nærmiljø, peger på en grundlæggende tryghedsfølelse. Direkte adspurgt siger langt de fleste da også, at de føler sig trygge, at deres lokalsamfund er trygt, og at Danmark er et trygt land. Sammenlignet med mange af de steder i verden, som vi dagligt får beretninger fra, er det svært ikke at være enig. Hvilket vel at mærke ikke betyder, at vi ikke samtidig må tage den utryghedsfølelse, der også udtrykkes, alvorligt. Blot tyder meget på, at vi somme tider får talt for meget om utryghed, hvormed grundstemningen af tryghed fortaber sig, og proportionerne i debat og tiltag til tider kan komme lidt ud af facon.
Og nemmest er det jo at tale om det utrygge. Det er menneskeligt at hæfte sig ved manglen, fraværet. Det givne er sjældent nemt at sætte på ord, og sjældent er det interessant at lytte til. Som så tit sagt er det ikke specielt interessant at høre om, at der i dag torsdag ingen ulykker er sket på Frederikssundsvejen. Det sætter ikke rigtigt eksistensen i spil.
I Danmark har vi tilsyneladende en så stor selvfølgelighed i forhold til tryghed, at vi helt synes at glemme, at tryghed ikke kommer af sig selv. Men man kan, viser undersøgelsen, godt få folk til at tale om tryghed og pege på tryghedens kilder, hvis man vil det og giver sig tid. På tværs af alder, køn, beskæftigelse og geografi har vores informanter peget på en række forhold, som de opfatter som trygge. Det gælder først og fremmest betydningen af andre menneskers tilstedeværelse – mennesker har brug for mennesker for at føle sig trygge. Men det gælder også nødvendigheden af eksempelvis lys og åbenhed, forhold, der kan gøres noget ved i udviklingen af lokale miljøer – også uden at oplyse og udglatte (stor)byens attraktive mørke, makværk og mystik.
Fravær af sikkerhedsforanstaltninger
Undersøgelsen indikerer et andet interessant forhold, nemlig et iøjnefaldende fravær af referencer til politi, vagter, kontrol, overvågningsapparater etc. Ingen af vores informanter har nævnt disse foranstaltninger, som så ofte fremhæves i den offentlige debat om tryghed. Vi skal heraf ikke konkludere, at disse institutioner og tiltag er overflødige – de kan have stor konkret og symbolsk betydning. Vi skal her blot konstatere, at det er påfaldende fraværende, selv når man eksplicit taler om, hvad der gør folk trygge. Enkelte har nævnt disse foranstaltninger, men da som kilde til utryghed, idet deres tilstedeværelse blev læst som tegn på, at et sted var potentielt farligt.
Vi vil fællesskabet
Et andet gennemgående træk i undersøgelsen er, at tryghed er noget, man skaber. Det vil sige, at nok tages tryghed langt hen ad vejen for givet i det danske samfund, men der er samtidig en bevidsthed om, at man selv skal bidrage til at skabe tryghed, og at tryghed er noget, der opstår sammen med andre mennesker. Det vil sige en bevidsthed om, at tryghed er social i sit væsen. Man kan se denne bevidsthed som en understregning af, at tryghed netop ikke blot er noget, ”instanser” skal sørge for. Tryghed er noget, vi alle dagligt må bidrage til at producere. Der kan gives fysiske rammebetingelser i form af for eksempel lys, tilgængelighed og åbenhed, men det er op til os alle hver dag at bidrage til trygheden.
Kan undersøgelsen således bidrage til indkredsning af det ”noget”, der gør, at tryghed er mere end fraværet af utryghed, må det være, at tryghed synes at fordre, at vi kan se og mærke en menneskelig viljesakt til det at være samfund, en dragen omsorg for det, der er fælles.
Undersøgelsens lidenhed til trods synes den at antyde, at vores daglige fælles tryghedsarbejde beror på stor tillid og viljen til samfund, når man ser det hele lidt fra oven. Dette kommer blandt andet til udtryk gennem den stolthed, hvormed flere af vores informanter har talt om og fremvist deres lokalområde. Der skal nok ”store forhold” til at binde et samfund sammen, men der skal også en mængde små og dagligdags forhold til. I en tid, hvor usikkerhed og manglende sammenhængskraft ofte er på dagsordenen, er det ikke noget dårligt tegn.
Tegn kunne der – for antropologer – også være på, at ritualiseret adfærd og magiske objekter også i en dansk kontekst bidrager til tryghedsskabelsen. Men viden herom må afvente yderligere undersøgelse.